Hvem er jeg?

Jeg hedder Anne Rauff Larsen og er psykoterapeut MPF, EMDR-terapeut og cand.mag. i musikterapi fra 2011.

Jeg hjælper mennesker med at bearbejde traumer, stress og følelsesmæssige udfordringer – primært gennem EMDR-terapi, men jeg tilbyder også almindelig samtaleterapi, hvor vi sammen kan udforske tanker, følelser og mønstre, der fylder i livet.

Jeg har mange års erfaring med terapeutisk arbejde - især indenfor målgruppen børn, unge og voksne, som har en forælder med en rusmiddelproblematik - men også med mennesker, der kæmper med andre problematikker, f.eks. overgreb og andre traumer, stress og psykisk mistrivsel. Min tilgang er traumefokuseret, narrativ og mentaliseringsbaseret. Jeg har stor erfaring i at arbejde med børn, hvor jeg typisk anvender forskellige legende og kreative tilgange til terapien samt har blik for familiens indbyrdes relationer. I arbejdet med voksne med forskellige problematikker bestræber jeg mig ligeledes på at skabe et ligeværdigt og trygt samarbejde med plads til at udfolde og arbejde med de mønstre og oplevelser, der kan skabe mistrivsel.

Mit medlemskab af Dansk Psykoterapeutforening betyder bl.a., at jeg følger gældende etiske og faglige retningslinjer for terapien, og mit medlemskab af EMDR Danmark er en forsikring om behandlingsarbejde af høj faglig standard.

Privat er jeg også hustru og mor. Ærligheden og sårbarheden i det at mødes menneske til menneske med den livserfaring, vi hver især bringer med os, er en kvalitet, jeg sætter meget højt – både i og udenfor terapirummet.

Du er meget velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om din situation, dine ønsker, og evt. hvordan et terapiforløb hos mig vil kunne være til hjælp for dig.

Faglig baggrund

Grund- og efteruddannelse

Grunduddannet EMDR-terapeut (2023) v. EMDR Center Danmark

Neurofeedbacktræner (2022) v. EEGinstitute.dk

Undervisnings- og egenterapiforløb i narrativ terapi (2021) v. Systemisk Institut for Familieterapi/privat praksis

Certificeret i APCI (2014) musikterapeutisk assessment af forældre-barninteraktioner v.Aalborg Universitet

Cand.mag. i musikterapi (2011)v. Aalborg Universitet


Erhvervserfaring

Privat praksis (2024-). Individuelle terapiforløb.

SAVN (2026-). Rådgivning, gruppeledelse og projektudvikling for målgruppen børn og pårørende til indsatte.
Barnets Blå Hus Vesthimmerland, Blå Kors Danmark (2021-2025). Psykoterapeutisk arbejde med børn, unge og forældre i sårbare livssituationer, primært grundet rusmiddelproblemer i familien.

Dansk Flygtningehjælp Integration (2024). Samtaleterapeutisk forløb med fokus på traumer, identitet og regulering.

Aalborg Universitet (2022-2024). Terapeutisk og forskningsrelateret arbejde i projektet Musik, familier og samspil.

Aalborg Kommune (2018-2021). Musikterapi med mennesker med funktionsnedsættelser og misbrugsproblemer.

Barnets Blå Hus Aalborg, Blå Kors Danmark (2013-2018). Psykoterapeutisk arbejde med børn, unge og forældre i sårbare livssituationer, primært grundet rusmiddelproblemer i familien.


Flerdagskurser
og supervision

EMDR-behandling af børn og unge (del 1) v. Dagmar Eckers (2025)

Barnet og rusen, KORUS (2024)

Den triangulerende samtale med børn og forældre, v. Susan Hart & Haldor Øvreeide (2021)

Minding the Baby, mentaliseringsbaseret behandling af småbørnsfamilier, v. Arietta Slade (2016)

Børn i familier med alkoholproblemer, v. Birgit Trembacz (2013)

Løbende kursusaktivitet i mentaliseringsbaseret terapi og neuroaffektive tilgange (2013- nu)

Individuel og gruppesupervision v. bl.a. erhvervspsykologer og specialister i psykotraumatologi (2013 – nu)